Frodighed i maj


Det er især i maj og juni min have er frodigst. Lige nu bugner det af forglemmigej, judaspenge, de sidste tulipaner, tidlige geranium, klematis alpina og rosa pileurt/slangeurt. Haven er dog ikke så langt fremme som sidste år, da både april og maj har været kolde. Men nu skulle varmen vist komme i weekenden. Ellers har vejret budt på lidt forskelligt på det sidste: For en uge siden var der skybrud, og det har blæst og stormet en del, så det er ikke mange planter jeg har fået afhærdet endnu. Nattefrost i maj er vi heldigvis gået glip af hernede, selvom det har været andre steder i landet. Men der har sørme også været dejlige dage i haven.

Jeg går også selv og føler mig frodig med stor mave på, jeg har nu 10 uger til min termin. Jeg kan godt mærke at energiniveauet falder om aftenen og derfor er det også længe siden jeg har skrevet her på siden og været rundt på alle de andre blogge og se hvordan det står til i haverne.
Men jeg har fået taget masser af billeder og et par videoer fra haven, så forhåbentlig kommer de ud når tiden bliver til det. I dag skal helligdagen bruges til at gøre klar til loppemarked og plantesalg i weekenden, det bliver rart at få ryddet ud og få plads til noget nyt!

Udgivet i Have, Lidt af hvert | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Så holder jeg igen loppemarked og plantesalg!

Sidste år holdt jeg for første gang loppemarked og plantesalg. Det var en rigtig god weekend og hyggeligt at møde folk der havde tid til en havesnak.
Nu har jeg sat datoen for i år. Det bliver lørdag d. 19. maj og søndag d. 20. maj kl. 10-15. Du kan se meget mere her.
Det bliver en uge tidligere end sidste år, men jeg håber at haven stadig når at springe ud og være lige så frodig som sidste år, som du kan se på billedet.

Hvis du ikke har mulighed for at komme forbi denne weekend og har lyst til at se haven, købe eller bytte nogle planter, så send en mail eller skriv en kommentar, måske vi kan finde ud af noget en anden dag.

Glæder mig til nogle hyggelige dage i haven

Udgivet i Have, Lidt af hvert, Oplevelser | Tagget , , , | 9 kommentarer

Min fineste forårsblomst!

Anne fra Moseplassen har lavet en ny konkurrence og denne gang er emnet din fineste vårblomst. Jeg synes at det er en svær opgave, da der er så mange dejlige forårsblomster.
De gule erantiser giver farve og forårshåb sent på vinteren og bliver af løst af de fineste vintergækker, der står med deres små klokker og vejer i vinden. Jeg er også vild med krokuserne og deres gennemskinnelige kronblade, der lige passer med det lave forårslys. Sådan kunne jeg blive ved med at nævne blomster, der alle er yndlinge lige når de springer ud.

Men hvis jeg skal vælge min fineste vårblomst, må det blive den blå anemone (Hepatica nobilis), der kommer lidt tidligere end de andre anemoner. Jeg har kun en enkelt plante, som er plantet ved foden af en forsythia, så jeg ved hvor jeg skal kikke efter den hvert forår. Glædeligt har jeg dog i år opdaget en ny selvsået plante tæt derved, så efter små 10 år er den endelig ved at brede sig.
Den blå anemone er særlig for mig, fordi jeg har gravet den op fra min barndomshave og flyttet den ned til Falster, tæt på Lolland hvor Kaj Munk i sin tid hentede sin blå anemone fra sin fødeby. Hvilket inspirerede ham til et digt, som er blevet til en smuk sang, som jeg kommer til at tænke på hvert forår, og som jeg går og nynner i haven når den blå anemone springer ud.
Du kan høre den smukke sang her:

Udgivet i Have | Tagget , | 6 kommentarer

Påske med påskeliljer og tulipaner

Her er lige et par billeder fra haven denne langfredag. Selvom påsken ligger tidligt i år nåede påskeliljerne alligevel at være fremme i tide. Så de står fint gule sammen med forsythiaen. Det har været nattefrost de sidste par dage, men selvom det er hvidt om morgen og blomsterne hænger med hovedet, har det hele foreløbig rejst sig fint igen.

I går sprang yderligere to slags botaniske tulipaner ud.

Tulipan tarda har jeg haft i haven næsten 10 år og den spreder sig ved frø.

Tulipan Persian Pearl lagde jeg for første gang i efteråret og håber at den er lige så trofast som de andre botaniske tulipaner.

Desværre er den lav og bliver gemt mellem alle de andre forårsløg der er på vej. Dette hævede bed på terrassen omlagde jeg i efteråret. Der blev plantet en vinranke, lavendel, en lille broget salvie og purløg. Desuden lagde jeg en masse løg. Deriblandt disse Persian Pearl og flere andre tulipaner, som jeg selvfølge ikke fik noteret, men jeg ved jeg lagde allium purple sensation, som allerede står med blomsterknopper.

Så jeg er virkelig spændt på resultatet, når det hele springer ud.

Nu skal der slappes af! Jeg kan godt mærke, at jeg var i haven hele dagen i går, er temmelig smadret, så glæder mig til et par stille dage med familien, god mad og lidt strikning.

I ønskes alle en rigtig dejlig påske!

Udgivet i Have | Tagget , , , | Skriv en kommentar

i fuld gang med at så sommerblomster og salater

Så blev der alligevel en god havedag i påsken. Efter flere dage med blæst og kulde, gav solskin, 6 grader og vindstille vejr jo en fortryllende havedag i går.  Jeg fik både sået indenfor og udenfor.

Indenfor begyndte jeg at så i søndags, da det endelig blev april. Jeg ville også så mine tomater til friland i søndags, men løb tør for potter, så jeg skulle lige lave nogle avispotter, så de blev først sået i går.  Jeg har bl.a. sået: citron hestemynte og alm timian (begge gl. frø fra 2003-4, så jeg tvivler om de bliver til noget), stjerne scabiose, Aus. julerose, Aus. lærkespore, Aus. akeleje, prydtobak, ammi majus, tagetes (spirer allerede), dusksalvie (spirer allerede) røllike credo (spirer allerede), kæmpeverbena og sort slangeskæg.  I år har jeg sået flere forskellige slags tomater, alle til friland og i krukker: Paul Robeson, Siberian, Ukranian Purple, Shady lady, chokolade cherry og 2 peberfrugter: Red patio og orange baby.
Som du kan se genbruger jeg kød og grønsagsbakker og de står i en støvlesnebakke, så der er styr på vandet. Avispotterne laver jeg om et slankt olivenglas.
Staniolskærmen lavede jeg sidste år og den virker fint for alle de planter, der står længst fra vinduet. Ovenlysvinduet hjælper også til med at fordele lyset, så de små spirer ikke skal strække sig sidelæns efter lyset.

Udenfor har jeg i går fået sået mere spislige ting såsom tidlig sukkerært, radiser, forskellige salater, spinat, kinesisk purløg, persille og valskebønner.  I nogle krukker er der allerede radise, salat og spinat spirer fra jeg såede d. 19. marts.  Disse hurtige afgrøder er det med at så hver 14. dag, så man hele tiden har frisk salat.

Jeg har jo ikke en decideret køkkenhave, men har alle mine grønsager i krukker eller rundt mellem stauderne.  Så for at det skal batte noget, er det med at udnytte hele sæsonen og komme tidlig i gang med såning under plastik. Nogle af krukkerne, hvor der er sået spinat og salat, skal der bønner og ærter i til maj.  Det samme gælder de krukker og poser jeg skal have tomater i, de kan også nå at yde en omgang salat/spinat/radiser/tidlige kartofler.  De valske bønner har jeg sået i udplantningsbakker (dem med 10 rum, man køber hornvioler i) så er de lette at plante ud mellem stauderne om nogle uger.  Jeg såede nogle på samme måde for 2 uger siden og de er ved at spire. Dengang såede jeg også nogle her og der mellem stauderne, men det var egne høstede frø, så jeg ved ikke om de bliver til noget.

Mange af mine stauder, der er sået udenfor i okt, januar og februar er begyndt at spire, flere skal jeg prikle om når nattefrosten er forbi. Men indtil da prøver jeg at få noteret alt på mine sålister. Kæresten fik også vendt komposten og begyndte på at grave en større træstub op. Så alt i alt en dejlig havedag

Udgivet i Den spislige have, Have | Tagget , , , , , | En kommentar

Forårsbuket fra haven

Jeg synes, at det er en stor luksus at kunne gå ud i haven og plukke blomster. Jeg nyder det virkelig meget. Efterhånden har jeg også flere og flere blomster, så jeg kan nænne at plukke dem i haven, selv her i foråret.
Vasernes størrelse vokser i løbet af året, i et par måneder har det været de bitte små vaser til erantis, vintergækker og krokus. Det er dejligt at komme op i størrelse med disse to vaser med forskellige narcisser, forsythia, botaniske tulipaner, hyasinter, perlehyasinter, snepryd og en enkelt balkananemone.

Måske skoven kan byde på en buket friske hvide anemoner her i weekenden.

Udgivet i Blomsterbuket, Have | Tagget , , , | 5 kommentarer

Årets første video fra haven.

Nok en dejlig forårsdag, man bliver jo helt salig med så skøn solskin og varme. Der sker så meget ude i haven, at jeg slet ikke har tid til at skrive om det her.
Tilgengæld optog jeg en video i går og den kan du se her:

 

Da jeg uploadede den til youtube, blev jeg spurgt: ‘ Vi har registreret, at din video er sløret. Vil du have os til at rette det? ‘ godtroende som jeg var, sagde jeg ja, men det har alså gjort et eller andet skørt ved videoen, så den er blevet lidt vibly vobly. Så den funktion kan jeg ikke anbefale.  Men jeg håber du alligevel har lyst til at tage med på en guidet tur rundt i min tidlige forårshave.

Jeg glemte dog helt at løfte kameraet op så du kan se at forsythiaen er sprunget ud, men du får den her

I sammenplantningskonkurrencen kom jeg på en 4. plads og det er jeg super glad for. Vinderen blev et mix af  Hosta ‘El Nino’ og Saxifraga ‘Elliots Varietet’, som også var en af mine favoritter. Det viser virkeligt at man godt kan skabe smukke ting i skyggen.

Her er lige et par stemningsbilleder fra forårshaven taget de sidste 4-5 dage.

tror nok den hvide er en puschkinia scilloides

Tulipa turkestanica

Snepryd i morgendug

Scilla

Der er dog kun et par dage mere med dette dejlige vejr, hen mod slutningen af ugen lover de temperaturer på 0-10 grader de næste 1-2 uger og måske risiko for nattefrost, så jeg har granris parat til de udpriklede småplanter og nogle få stauder.

Udgivet i Have | Tagget , , , , | 2 kommentarer

Såning indenfor eller udenfor?

Jeg har virkelig holdt mig i skindet og har endnu ikke sået et eneste frø indendørs. Jeg har nogen år startet allerede i jan/feb og pludselig er hele huset jo fyldt af spirer, man skal gå at passe på. Så det er temlig utroligt, at jeg har kunne vente næsten helt til april. Det skyldes tildels at jeg har sået en masse udendørs, både i efteråret og her i januar og februar. Det er begyndt at spire derude og inden længe skal jeg i gang med at prikle om – det gode ved at så udenfor er jo at man ikke skal flytte planterne frem og tilbage, for at de kan vænne sig til udelivet. Samt at der er mere plads til alle de nypriklede planter.

I dag har jeg sorteret mine frø, for at finde ud af hvornår jeg skal så hvad. Så nu skal jeg også snart igang med at så indenfor, det drejer sig både om grønsager, sommerblomster og få særlige stauder.
Men der er stadig nogen jeg er i tvivl om. Fx dusksalvie, prydtobak ‘lime’ og zinnia – plejer du at forkultivere dem indendørs eller så dem udendørs?
Når jeg intet drivhus har, tror jeg at jeg med tiden skal prøve at begrænse mig til sommerblomster, der bedst såes udenfor. Så det tilsidst kun er sarte grønsager så som tomater og peberfrugt, jeg skal forkultivere indendørs. Forstå mig ret, jeg synes det er utrolig hyggeligt og livsbekræftigende med alle disse spirer i vindueskarmene i de tidlige forårsmåneder, men hvis det kan gøres lige så godt udenfor (i nogen tilfælde bedre) så er det da bare meget nemmere.

Hvert år prøver jeg at skrive ned hvornår jeg sår hvad, men jeg får aldrig gennemført det fuldt ud. Jeg har både prøvet med en havenotesbog, et excell ark på computeren og sidste år at bruge bloggen som dagbog. Men hvert år får jeg aldrig helt gennemført det.
I år prøver jeg et nyt system

Jeg har lavet to oversigter (et for sommerblomster/stauder og et for grønsager/krydderurter) i et regneark, men printet det ud, så det er lige ved hånden. Hér håber jeg, at jeg kan få skrevet hvornår jeg sår, prikler og udplanter mm. Alt sammen så jeg kan bruge erfaringerne næste år. Nu må vi se hvordan det går.

Husk at du stadig kan nå at stemme på mig resten af lørdagen (og ikke søndag, som jeg først troede), se tidligere indlæg

Udgivet i Den spislige have, Have | Tagget , , , , | 6 kommentarer

Før og efter billeder af krydderurtebedet

Nok en dejlig forårsdag i går. Jeg var i haven og ordne mit varme krydderurtebed.  Selvom min have kun er på 100 kvm  er der helt klart forskellige zoner i haven. Jeg har et lille skovbed i skygge og så har jeg dette krydderurtebed som vender syd/sydvest og har sol meget af dagen og er tilmed op af en væg og et plankeværk, der giver ekstra læ og varme.
Her er et billede fra før forårsrengøringen:

Efter jeg fik fjernet visne blade, luget ukrudt, fejet og nusset, kom det til at se sådan ud:

Der dukkede en del purløg op, det har virkelig strakt sig mod lyset og er nu over 20 cm højt allerede! Den store grå salvie har jeg haft i en del år og den har tykke grene og ser ud til at have klart vinteren fint. Jeg studser den nok lidt mere, når jeg er helt sikker på at der ikke kommer mere frost.
I hjørnet er en rosmarin, den har været beskyttet af gran igennem vinteren, den ser lidt sølle ud, men måske klarer den sig. I bedet er der også en isop, jeg købte den sidste år og den ser ud til at nyde pladsen.
Mellem stenene på jorden er der foruden de førnævnte purløg, forskellige husløg, fjernelliker og timian, men desværre ser timianen ud til at være gået bort i vinterens løb.  Der er også et par enkelte selvsået forglemmigej, som jeg ikke nænte at luge op. Det blå fuglebad er en keramikskål fra et loppemarked, den har stået i skuret i løbet af vinteren, men nu når der ikke er frost i vejrudsigterne, er den kommet frem igen.
I madam blå sæbe og sodaskålene har jeg plantet hornvioler, det er dog lidt svært at se på billedet.
Det er nu dejligt at få ryddet op i haven, sådan et lille stykke af gangen, fiks og færdigt. Tilgengæld roder det indenfor med frøposer og diverse projekter.

og ja, husk at stemme på mig inden søndag eftermiddag, se nendenstående indlæg :)

Udgivet i Den spislige have, Have | Tagget , , , | 3 kommentarer

wooo jeg er i finalen om sammenplantninger!

Mit bidrag til Moseplassens konkurrence om sammenplantninger er blevet udvalgt til en finale plads. Jeg deltager med mixet af Kattehale og Bronzefennikel.  Begrundelsen for finalepladsen kommer her:
Juryen ved Ingunn sier: Spennende bruk av grønnsaker i staudebedet. Fennikelen svever mellom kattehalens spir, nesten som en symbiose til tross for kontrastfarvene. Eller kanskje nettopp derfor?

Det er jeg selvfølgelig glad for, for netop at blande grønsager i staudebedet er den måde jeg kan få noget spisligt ind i min lille have.
Jeg vil også blive meget glad hvis du vil stemme på mit billede nr. 12. Samtidig kan du lade dig inspirere af alle de andre flotte finalister.

Udgivet i Den spislige have, Have | Tagget , , | 11 kommentarer